Morten Løbner Espersen

 Af Bodil Busk Laursen, Det danske Kunstindustrimuseum

Jorden, ilden og mennesket har hørt sammen siden tidernes morgen. Samhørigheden finder sit smukkeste udtryk i keramikken, som gennem årtusinder er skabt af mennesket til brug i alle livets forhold, ved madtilberedning og opbevaring af fødevarer, til bordet i dagligdag og højtid, til barselspotter og urner og meget mere. Men keramikken har ikke kun tjent til brugsting; den har lige så længe været anvendt til at udtrykke kunstnerisk stræben. I vore museer findes talrige eksempler på keramisk kunst fra alle perioder og kulturer. Mangfoldigheden er ufattelig og afspejler menneskets fascination af den på én gang føjelige og ustyrlige keramiske proces, hvor leret i ildens favntag bliver til statisk form, og hvor glasurerne bliver til farver og strukturer.

Måske fordi leret er Danmarks grundstof og overalt til stede i rigelige mængder, har Danmark en rig keramisk kultur, som har nået nye højdepunkter i det 20. og 21. århundrede. Det er derfor både vigtigt og rigtigt, at en keramiker fik udsmykningsopgaven i Vandrehallen i Hillerød Viden- og Kulturpark, og at opgaven blev betroet Morten Løbner Espersen, som har forudsætningerne for at løse den, og som hermed har fået mulighed for at udføre et monumentalt værk. Man kan kun håbe på, at denne udsmykning vil inspirere til en øget inddragelse af den keramiske kunst på dette felt, som i så høj grad har været forbeholdt de bildende kunstnere.

Morten Løbner Espersen hører til den generation af begavede kunsthåndværkere og designere, som er født i 1960erne, uddannet i 1980erne, og som i 1990erne er slået igennem og på få år har markeret sig både nationalt og internationalt.

Helt fra de tidlige værker har Morten Løbner Espersen foruden at være formgiver og en fremragende tekniker også vist sig som videnskabsmand og opdagelsesrejsende. Han udforsker det keramiske materiale og de kemiske og teknologiske processer med målrettethed og disciplin. Gennem sine forsøg overskrider han det allerede erfarede, indsamler data, dokumenterer og analyserer og udøver streng selvkritik. Han gør sine forberedelser omhyggeligt, men når ovnen efter den lange ventetid åbnes, er der altid det uforudselige at glædes eller græmme sig over, glasurer, der falder anderledes ud, strukturer, som dannes på helt uventet måde; variationerne er uendelige og gentagelser næsten umulige. Der er også de brændinger, hvor alle arbejderne er brudt sammen og formerne totalt forvanskede; så kasseres alt. Om sin arbejdsproces forklarer Morten Løbner Espersen:

“Arbejdet starter med grove skitser på papir, men bliver snart afløst af tredimensionelle skitser i ler, da de er lettere at aflæse. Jeg veksler mellem de to skitseringsmåder for hurtigere at nå frem til nye former. Jeg oplever det som en stor frihed at rendyrke den åbne form, som beholderen er, og i tråd med den danske tradition forsøger jeg til stadighed at forenkle og præcisere. Enkelheden kobler jeg med de heftige overflader, som varmen og glasurerne kan frembringe.”1 Den koncentrede udforskning af beholderen, krukken, karret som form er et af dansk keramiks særkender. Mange af de fornemste danske keramikere har udfoldet et livsværk på det grundlag og herudfra udført både brugsting og abstrakt udviklede arbejder. Morten Løbner Espersens udvikling af former begyndte med cylinderen, og er i de senere år blandt andet blevet suppleret med den mere åbne karform. En anden af de keramiske “klassikere” er det store flade fad, som Thorvald Bindesbøll i de sidste årtier af 1800-tallet gjorde til en ur-form i dansk keramisk kunst, og som Morten Løbner Espersen har givet fornemme eksempler på. Hvor Bindesbøll viste sit enestående geni i dekorationen af fadenes flader, er Morten Løbner Espersens fade som geologiske prøver fra ældgamle, fjerne planeter og solsystemer, ikke udslukte, men stadig levende og bevægende sig i overfladen, flydende eller på vej mod skorpedannelser.

Cylinderne, karrene, skålene og fadene fra debuten i 1992 og frem til i dag viser Morten Løbner Espersens mesterskab ved foreningen af skærv og glasur til én form, ét udtryk. Han opnår det gennem sit arbejde med udvikling af former, som kan gå op i en højere enhed med den glasurfascination, som han deler med stentøjspionererne fra slutningen af 1800-tallet. Sine resultater når Morten Løbner Espersen gennem ofte mange brændinger af samme objekt, lag på lag, brænding efter brænding. Denne langvarige proces giver værkerne deres særlige naturkraft, deres stoflige karakter og helt specielle og nuancerede farvespil.

Selvom Morten Løbner Espersen ikke før har arbejdet i den store skala, som udsmykningen i Hillerød fordrer, kunne der ikke være tvivl om, at det var en opgave for denne keramiker, som i stigende grad har arbejdet sig frem mod værker med en egen stille monumentalitet selv i det mindre skalaforhold. Løsningen med de 9 monumentale keramiske skulpturelle krukker anbragt højt over gulvniveau i den store vandrehal er fremkommet gennem hans analyser af rummet i forhold til hans egne arbejder, hvor målet i dette tilfælde har været skønhed i proportioneringen i samspil med rummets arkitektur. Rækken af monumentalvaser orkestreres af Morten Løbner Espersens glasurmesterskab.

Et nyt keramisk og magisk univers er skabt.

 

(Catalogue, Hillerød Commission 2003)

Comments are closed.