Af Morten Løbner Espersen
Mit mål var at lave en stærk visuel udsmykning med respekt for stedets karakter, men i klar materialemæssig og sanselig kontrast til rummet. Jeg startede med rationelt at overveje størrelser, form, rytme, placering og farveskala. I forlængelse af mine tidligere arbejder valgte jeg at lave en række formmæssigt enkle, identiske og arketypiske krukker. Jeg ønskede at placere dem på den mest logiske måde, integreret i arkitekturen, ved at benytte de rum og flader, der allerede eksisterede, for at opnå en så stor selvfølgelighed som muligt. Jeg skitserede på stedet og gik i gang med at modellere og dreje formskitser, anbragte dem i en model og lavede til slut en flamingokrukke i 1:1 for at se størrelsen konkret i rummet. Jeg valgte at koncentrere udsmykningen på den eksisterende hylde 2,5 meter over gulvet. Der er en ophøjet ro og renhed, og ovenlyset sørger for et godt dagslys i hele rummets længde. Det er et optimalt lys, med skiftende intensitet, afhængig af tiden på dagen og tiden på året. Overfladerne og glasurtonerne kunne derfor komme til at fremstå på uendeligt mange måder. Den valgte placering stillede nye krav til formgivningen. Krukkerne ville kun kunne ses skråt nedefra, hvilket betød, at tyngdepunktet måtte flyttes opad for at opnå en stærk og stræbende form.
Placeringen uden for rækkevidde umuliggør den direkte berøring, og den abstrakte sansning må træde i stedet. Øjet er nødt til at oversætte, hvordan det ville føles at berøre overfladerne. Den visuelle sansning udfordres, og måske forstærker det endda den taktile oplevelse. Det keramiske materiale føles tit glat og hygiejnisk, det er ikke tilfældet her, det ser anderledes ud, men fornemmelsen forbliver skjult.
Jeg prøver at udforske det, der er helt særegent ved keramikken, sammensmeltningen mellem form, farve, struktur og overflade – og måden, hvorpå glasurer ændrer en given form. De kan være matte, blanke, løbende, kogende eller boblende, alle er de underlagt varmen og tyngdeloven, og efterlader farver og strukturer, der kun opstår, når keramiske råstoffer blandes og udsættes for brændingernes 1260 grader. Brændingen er naturkræfter, der bliver sat i gang og forsøgt kontrolleret så godt som muligt. Den enkelte glasur skal have en særlig keramisk skønhed og kompleksitet. Til denne udsmykning udviklede jeg en række nye glasurer med mere tydelige og visuelle virkninger i strukturerne for at gøre dem mere tredimensionelle og mere lysende og få dem til at fremstå intense selv på lang afstand.
Farveskalaen i den endelige komposition spænder fra det rolige til det hysteriske. Farvernes egen værdi tillægges ofte en stemning eller en karakter, der forstærkes i sammenstillingen med andre farver. Den skala, jeg startede med, ændrede sig mange gange undervejs. Hele processen var én lang omstyrtning af mit udgangspunkt. Eller sagt på en anden måde: en lang periode fuld af muligheder. Arbejdsmetoden blev spontan, intuitiv og kaotisk. Hver færdigbrændt krukke stillede sin nye udfordring til helheden. Hvad end den var dominerende eller spagfærdig, flyttedes balancepunktet og afkrævede en ændring af slutkompositionen, for at jeg kunne opretholde en tilpas kompleks fortælling.
Krukken er beholder for både genstande og historie og et af de objekter, vi er mest afhængige af gennem livet: til at spise af, og til slut måske at blive opbevaret i. Den er nærværende og antager forskellige former, der alle er afhængige af brugen. Når brugsfunktionen som her er ikke-eksisterende, og når krukkerne placeres som enkeltstående elementer i et forløb, danner de til sammen en ornamental helhed – som en tempelfrise eller et kalkmaleri, vi måske har glemt betydningen af. Placeringen udfordrer oplevelsen af krukkerne, de tillægges en anden værdi end dem, vi benytter til dagligt. Deres indre forbliver skjult, de kan rumme alt fra viden til støv.
Tak til alle der har hjulpet mig.
(catalogue, Hillerød Library 2013)